Nu sad jeg lige og så Matador i går, hvor Doktor Hansen (Ove Sprogøe) i slutningen af episode 9 (cirka 1:06:05) siger følgende om tegnene på 2. verdenskrig:
Det spreder sig. Men ingen gør noget for at standse det.
De der sølle bønderkarle på Algade [nazisterne] … Folk står og griner, når de kommer trampende med løftede ben og synger om blod, faner, kamp.
“De er latterlige”, siger obersten. Ingen vil sige, de bærer rundt på pestbaciller, ingen tager noget alvorligt længere. Politikerne, aviserne, de er smittet allesammen.
De taler om pesten, krigen, som noget uundgåeligt. “Når krigen kommer”, siger de. De er for længst holdt op med at sige “hvis krigen kommer”.
Ingen forsøger at forhindre det. For når den kommer, så foregår den jo et andet sted. Det er bare noget der skal overstås. “Det er nødvendigt”, siger de næsten. Det skal være galt før det bliver godt.
Det er ikke til at holde ud at høre på. Enhver er sig selv nærmest. “Hvad rager ‘pesten’ mig? Mig er der jo ingen der skyder på, sparker til eller spærrer inde. Jeg har nok i mine egne problemer.” Det er bare om at hytte sig så længe man kan.
Det er ikke fordi situationen er helt sammenlignelig (heldigvis). De vestlige lande står stadig stærke sammen og man er ikke i tvivl om at det Putin laver er langt ud over det acceptable. Man gør vel hvad man kan for at undgå at krigen breder sig. Så må man bare håbe at vi kan fortsætte med at stå stærkt, også selvom Trump måske vinder valget i USA…
Rationalet er vist noget med at stillingen er mere “offentlig” end andre stillinger. Samtidig er der mere ansvar. Så vidt jeg forstår gør alt dette at der er en form for risiko involveret i at have det arbejde. Vel fordi man kan blive beskyldt for en masse?
Sveriges forsvarschef: Alle svenskere skal forberede sig på krig (www.dr.dk)
En stor del af Møns Klint er skredet i havet (www.dr.dk)
Opgør med gyldne håndtryk i kommuner: »Det er svært at forklare og forsvare over for borgerne« (politiken.dk)